Bulgaria 2010

On our left flank we pass two dusty hotels: the Atlantic and the Atlantic Hotel, both incongruously named with their vista across the Black Sea. Perhaps absurdity is the essence of the Bulgarian soul.

Bourgas unpreposing, dusty and crumbling, two dark men in bare feet working on the sidewalk, the removed paving stranding parked cars. The desolation of Bourgas buildings alleviated by huge billboards advertising time share apartments. Decaying apartment blocks, devoid of gardens or other ornamentation, between them weed encrusted vacant lots serving as parking lots for soviet era cars and modern Audis.

Lowlands, reeds, a patchwork of shallow lakes. Scattered flocks of water birds, a solitary swan.

The speed of modern travel gives for some interesting observations: a 2 hour bus transfer to a hotel resort gives an oddly detached view of life around us, like the tableaux of a model raileay landscape we observe workers in the field, a woman burdened with shopping, a family outing...seemingly frozen in time through the bus window.

Sozopol, an ancient city, the very name conjures images of Bulgarian history, of battles won and lost - how strange to see this venerable name adorning a huge McDonalds billboard.

The trademark of eastern europe, a horse pulls a rusty car, amputated such that the rear seat and trunk function as loading areas, the driver sits comfortably in the missing rear window, the horse seemingly untroubled by the painful incongruity.

The Roma elicit caution, young eyes hard as obsidian and mirroring a desperation which reflects their harsh reality. Demands for money are made in a desperate, fierce whisper born of a thousand years of mistrust.

A fat-bellied mare and foal framed by pylons and power lines - horses are still a relevant form of transport in modern Bulgaria.

A largish town seemingly consisting entirely of holiday flats under construction, in the forground an ancient cemetary, in the distance the sea, grey and brooding.

Bulgaria has one of the lowest population densities in Europe. A solitary house on a scrub covered hill, no apparent road or path leads to it, painted a defiant red.

The bus rolls through a heavily wooded forest. The monotony of the dusty foliage is broken for a split second by the sight of an elk placidly grazing - we look at each other in disbelief.

The only decoration in our local shop is a large Marlboro advertisement. Asking for a pack is fruitless - no cigarettes sold here. Welcome to Bulgaria.

Indien 2009

Dag 1 - Mumbai:

I lufthavns toilettet: tre ansatte, den første vifter med sine egne hænder under det moderne sensor-vandhane, den anden trækker servietter ude af apparatet på væggen og overækker dem høfligt, den tredje lukker vippeskraldespanden op - "velkommen til Indien, Herre". WC papiret er der til gengæld ikke noget af. Godt man har husket servietter.

Ved paskontrollen bliver jeg nægtet indrejse til Indien, da jeg har udfyldt blanketterne med blyant. Det er tilsyneladende forbudt i Indien. Et større problem, da der igen skal udfyldes diverse blanketter, jeg er træt og har hovedpine. I stedet for bevæger jeg mig 50 cm til højere til hans kollega, som har overværet seancen, og hvor jeg uden problemer får lov til at passerer.

Forbi en lang rækker vekslerboder som forsøge at lokke os til en hurtig handel

med hæse, insisterende stemmer, forlader vi endeligt lufthavnsbygningen. Vi står på en åben plads, omringet på 3 sider af en kødrand af afhentningschauffører med hver deres skilt. De stirrer på os, vi stirrer tilbage. Ingen siger noget. Først nu mærker jeg varmen og fugtigheden. Og lugten. Vi er rumvæsener, indtil vi ser et skilt med vores egne, velkendte navne på.

Et trafikkaos kl. halv et om natten. Gamle bulede taksier, rullende tidslommer som ligner radiobiler fra en rejsende tivoli. Et hvirvlende nærkamp af 3-hjulede scootere, biler, tit ser man en med lys der virker.

Mumbai/Bombay - Gateway to India, Indiens største by med over 13 millioner indbygger. Langs de travler midnatsgader sidder der mænd alle vegner, i sandaler og pæne hvide flipskjorter, ved vejkanten, på papkasser, under gadelygter - hvad skal de, så sent om natten?

Taksier står alle steder, tusindvis af dem. Hvem køre i dem? En taksi står i halvmørket mellem to gadelys, bagdørene står åben, et par overraskende lyserøde føder stikker ud - hjemmet laves om til arbejdsplads på få sekunder.

En taksi rasler osende forbi. Alt på bilen er bulet, selv bulerne. Taget er kraftigt medtaget - den har nok rullet engang. Sideruderne er dog ikke bulet, da de mangler helt. Taksien forsøger at drejer ind i foran vores bil inden den er færdig med at overhale, chauførerne udveksler en duel med bilhornene. Jeg får øjenkontakt med passageren nærmest mig, som er så tæt på at jeg kan se sveden glinse i hans overskæg. Han stirrer tilbage. Europa møder Østen.

Bygninger rejser sig fortvivlet langs vejen. De fleste er forfalden med det absolut grundighed man kun kan opnå efter mange år i et varmt og fugtig tropeklima. De ser mørkt og forladt ud. Livet foregår ude på gaden, selv så sent om natten.

Bilen foran os er stoppet. Et hul er blevet banket i et mur ved siden af os. Bag hullet hænger der et ensomt elektrisk pære, og på fem brugte lastbildæk sidder en mand i hvid skjorte, brune habit bukser og sandaler og venter på kunder. Klokken er et om natten. En kalender med en afbildning af Shiva pynter væggen. Vi stirre på hinanden, og bilen foran os vælger at kører over for rødt.  Trafikken opsluger den på et øjeblik.

På hotellet modtager vi optimistisk et vejkort over Mumbai. Den proklamere stolt "Latest Road Map of Mumbai" og forsikre os at vi kan "see Mumbai the beautiful with this map being helpful". Udenfor ligner vejene en byggeplads. Vi kommer nok ikke til at slide kortene op, inden de skal udskiftes.

På vej ind i hotellet skulle vi igennem et sikkerheds post, hvor vores baggage bliver skannet. Ved hoveddøren skal vi igennem en metaldetektor. Minderne om terroraktionerne for få år siden spøger stadigvæk.

Hotel Sahara Star er et enormt kompleks, bygget i en cirkel med et kæmpe overdækket gård med restauranter, vandfald, stiger og små haver. Lyset i værelset styres af en panel, hvor man kan indstille en "dawn" stemning eller en "nat" stemning. Jeg opgiver til sidst at få "party" indstilling til at virke, samt at få lys på toilettet, og falder udmattet i seng. Jeg kan ikke sove - jeg har oplevet mere Indien den sidste time end jeg havde forestillet mig jeg ville opleve på en hel uge. Jeg tænder iPhonen og lader Gasolin's "Langebro" blander sig med lyden af Mumbais 1001 bilhorn.

Dag 2 - Mumbai

På vej til aftensmaden på luksushotellet Grand Hyatt må bilen slanger sig omkring livet som er ved at brede sig fra de smalle fortov til kørebanen. Små bål tændes på fortovet, og en hund med fjernt blik skider koncentreret ved siden af en sovende mand. Efterhånden ligger flere sig til at sov under aviserne, nogle gange familier i grupper sammen. Maden var meget godt, især lammekødet i stærkt sovs og isen som blev lavet af en slags kondenseret mælk.

I Mumbai anvender man et særligt rullende hovedbevægelse, på sammen måde som de plastik gravhunde som nikkede i bagruden af de fleste biler i halvfjerdserne. Det virker som om alle til mødet konstant ryster på hovedet i fælles forbløffelse og vantro over, at de skulle være så heldigt at kunne modtage mine vise ord. Jeg nyder min selvbedrag og forlader mødet med en smil på læberne. Nogle gang skal der alligevel ikke mere  til.

Det er mørkt. På vejbanen har en mand gravet en hul på en meter gange en meter. Han står i den til navlen og graver videre. Vi undgår med nød og næppe at ramme ham og hullet, og et øjeblik senere forsvinder han i mørket.

I morgen skal vi på kontoret igen, og så flyver vi til Gujarat, som tilsyneladende er mest kendt for henholdsvis deres alkoholforbud og deres høj alkoholforbrug. Jeg går ud fra det er en vits og smiler høfligt. Min forsøg på at kopiere den rullende hovedbevægelse ender galt og jeg hoster en stykke stærk krydret lammekød op på den hvide duge.

I Mumbai kan det være billigere at flyve til industriområdet i Panoli end det er at tage toget.  Foran lufthavnen står endeløse rækker af bulede trehjulede scooter-taxaer klar til at opsamler flypassagerene.

Min mave har det fint. Strategien med at børste mine tænder i gin fra minibaren ser alligevel ud til at virke.

Dag 3 - Ankleshwar, Gujarat

Den 14 januar er der dragefest. Vi snakker lidt om Afghanistan og filmen Kiterunner. Om Kandehar og Aleksander, om Khyberpasset og Kipling. Jeg får at vide at der bindes glasskår fast på dragesnørrene, og der kæmpes om at få klippet så mange af de andres snore over med sin egen drage. Da snorene ender med at hænge tværs over vejene - og gerne i hoved højde - må man formoder at festen ikke betragtes som særligt velsignende for motorcyklisterne. 

En ny, seks-sporet motorvej fører fra Lufthavnen i Varadora de ca 150 kilometer til industriområdet omkring Ankleshwar. I de tre sydgående baner vi befinder os på har trafikken delt sig i fem baner. Landskabet vi køre igennem er fløjlssort og er formodentligt halvørken. Der er ingen bygninger, ingen byer, men de få traktorer og æselkarre som snegler sig af sted langs motorvejen tyder på at der må være nogen der bor herude.

Med ca. 20 kilometers mellemrum dukker der et hotel op i mørket. På facaderne hænger der guirlander af blinkende lys, som får hotellerne til at ligner særdeles futuristiske rumskibe. Hotellerne er de moderne, neon belyste arvetager af karavanseraierne, som formodentligt har lagt her i mere end tusinde år, et halvt dags rejse på kamel imellem dem. Den rute vi følger har sikkert været en gammel handelsrute. I dag er kamelerne erstattet af lastbiler malet i skrigende farver, opmuntrende slogans og hagekors, men der er stadigvæk over 3000 kilometer fra Himalajabjergene til Indiens sydligste punkt. Mørke, tomme værelser ligger øverst, den nederste del består af betonsøjler, blottet for vægge og vinduer. Gulvene er af upudset beton. Møblementet består af de alstedsværende plastikstole, samt et fjernsyn. Hotel-oaserne er tydeligvis populær, og er fyldt med rejsende i farverigt tøj som sidder med en sodavand i hånden og ser Bollywood film eller musikvideo på Hindi.

På kontoret i morges drak vi det fine, ægte Coca Cola, som koster 20 rupier eller omkring to kroner.  Man har fået besøg fra Danmark. Den lokale cola hedder Thumbs Up - Jeg bestemmer mig for at børste tænder i det i morgen

Omkring os lever mere end 80% af befolkningen af mindre end syv kroner om dagen. Jeg forsøger at regne ud i sekunder hvor længe jeg skal arbejde for at tjene syv kroner, men kan ikke tag stilling til om det skulle være med eller uden skat, og jeg bliver afledt af tanker om fordelene og ulemperne i vores egen socialsystem.

Udenfor kontoret ser kragerne flot og velnæret ud, og de blander dig selvsikkert i gadelivet.  I Mumbai bor der 50.000 Parsier. Jeg kender ikke mere til dem end at jeg forstår at de ikke begraver deres døde, men efterlader dem til fuglene. Parsierne har et meget spændende historie, jeg må læse mere om dem når jeg kommer hjem.

Omkring halvdelen af verdensbefolkningen bor i Indien og Kina. I en hel kvarter i Mumbai sælges der ikke andet end bilhorn. Kakophonien er ubeskriveligt.

Chaufføren stopper og klapper sidespejlene ind. Vi krydser et enormt jernbro, bygget i 1877. Der så meget jern i broen at fabriker i årevis har plaget for at købe den, mod at de rejser en moderne bro i beton. Men vi er i Indien, så der er ikke sket mere. Broen var i sin tid rigeligt bred til 2 af kolonitidens hestevogne - i dag må bilerne klappe sidespejlene ind for at passere hinanden. Lastbilerne må kun passere i nogle få timer efter midnat, og kun i en retning af gangen. Under os ruller Indiens fjerde størreste flod - månen spejler sig i det tungt glidende, mørke vand og jeg fornemmer for første gang i mit liv tydeligt nærværet af hærgede spøgelser der rækker ud efter mig på Hindi og formfuldendt Engelsk. I den Indiske nat flyttes alle grænser for det normale, og jeg betragter mig selv roligt udenfor tid og rum.

Vi kører igennem en by. Trafikken presses tættere sammen, flere modkørende biler kører i vores vejbane, og vores chaufør kører derfor lige så resolut i den forkerte vejbane. Vi klager over at luften fra airconditionanlægget er for koldt, og han sænker stolt temperaturen.

Langs vejene bor mennesker under presenninger og plastikposer. De heldige bor under en gadelampe. Jeg spekulere over, at de færreste vil nogensinde sidder i en af de endeløs strømmende biler der suser forbi få meter fra dem.

Gujarat beskrives som et meget tør stat. Det får jeg formodentligt bekræftet når solen stiger i morgen. Lidt længere nordpå ligger ørkenen Ran of Kutch der lyder som en digt af Kipling.

Vi er i det virkelig Indien nu. Hotellet betragtes som den fineste i regionen. Det bekræftes af den vestlig toilet på værelset. Minibaren er tomt, og ligner noget der har lagt på bunden af Ganges floden. Hotellet forsøger at efterligne de fornemme hoteller i Mumbai. Der ligger da også et gulnet stykke brevpapir på bordet - ringene på papiret tyder på at det har været brugt som underlag for de ellers så forbudte Kingfisher øl. Vores bestræbelser på at skaffe de forjættede dråber er omsonst. Vi snakker om, at vi er i rækkevide af evt raketter fra Pakistan. Pletterne på min lagen minder mig om omridset af Sri Lanka. 

Vi spiser en fremragende kylling karry i hotellets restaurant. Tjeneren er tydeligvis nervøs og taber en glas på marmorgulvet. Han slapper først af da vi roser maden og spørge til ingredienserne. Klokken er halv tolv om aften - jeg opgiver at komme igennem til Danmark, mobilforbindelsen er for svag. Udenfor oser gadekøkkener under plastikhalvtagene, en gammel mand har lagt sig til at sove på fortovet, og folk i plastiksandaler undgår elegant at træder på ham.

I min horoskop læser jeg at jeg har særdeles gode muligheder for at indgår i et arrangeret ægteskab i disse dage. Jeg bestemmer mig for at tage ingen chancer og lær hvordan man siger nej tak på Hindi.

Klokken er halv tre. Kontakten med sjælene på broen har alligevel påvirket mig, og jeg fornemmer at en del af det som foruroliger vestlige besøgende til Indien er at afstanden mellem de levende og de døde er meget lille. Så lille, at man kan se døden i øjnene af de levende forhutlede som bevarer øjenkontakten igennem bilruden med deres indtrængende, tomme blikke. Jeg tænder noget Tyrolermusik i iPhonen og øjeblikkets absurditet får mig til at slappe af og falde i sovn. Jeg drømmer om Bramin præster og victorianske damer som rækker ud efter mig fra en ingenmandsland mellem livet og floden.

Tidlig om morgenen er luften køligt og lugter af røg. Ved en reservoir bag ved hotellet opdager jeg nogle hellige steder hvor der er ofret menneskehår, samt ikoner af elefantguden Ganesha.

Senere passere vi en død mand liggende under jernbanebroen, da vi skal med toget tilbage til Mumbai. Det er sidst på eftermiddagen og trængslen på den smalle fortov er enorm. Alligevel bliver manden ikke flyttet, fodgængerne anvender vejbanen. Vi er i Indien og det er ved at være nat.

Manden ved siden af mig på førsteklasses kompartement er blevet færdig med at afprøve samtlige ringetoner i hans mobiltelefon, og begynder på en bøn til Rama. Bønnen varer over en time, og snart harmonisere hans messende stemme med togets monoton vuggen.

Samos, Greece - 2006

Samos - shimmering olive green in the vibrant blue of the Mediteranean.

The day started early with the requisite paperwork for the rented KLR650, and the donning of a ridiculously small helmet. The clerk seemed a bit taken aback at my request, but his composure returned as he watched me wrestle the battered helmet (the last on the shelf) onto my head. The bike itself, a KLR650, was waiting, one of an armada of XT600s and KLRs, bikes as common to the Greek islands as olives and sunshine. After a quick check of brakes and fluids, the otherwise dour and unresponsive clerk suddenly turned to embrace me and, while looking me earnestly in the eyes said "Be careful, its very dangerous...".

Suitably reassured, I engaged the electric boot and was soon blatting up the alley-like road leading up the mountainside out of Pythagorion, a small yet exquisite harbour in the south of Samos. Well, rustling rather than blatting - I was startled by the quietness of the KLR motor in its water jacket, and would have loved to have had my XT600 with its open Sebring pipe to revereberate off the sleepy facades. Still, the power was quite good, being eminently suited to surging past cherry-red tourists in their rented open-tops struggling up the hill.

Once at the summit, there was a long flat stretch with a few dusty curves where I got familiar with the bike before descending the steep decline to Samos City, the capital of the island. On the way down I overtook a military fuel carrier groaning under its own weight - forgetting my rule never to goad military personel in moustache-dominated countries. Enraged, the driver must have flicked the truck out of gear, and rushed down on me in silent fury. Luckily I saw him coming in my rear view mirror and slammed the throttle home, close enough to annihilation to see the sweat glistening on his cheeks.

As I passed through Samos city, the only event worth noting was the XT600 that pulled a wheely beside me and proceeded on one wheel down the whole length of the Esplanade (some kilometers) in solitary majesty. 

Soon I was on the curvy road that hugs the northern coastline of Samos, passing through villages and tiny cultivated fields of watermelons, red Coca Cola signs flashing like jewels in the dusty green and khakis of summertime Greece. Small cafes with a single plastic table and two chairs. Rusted wrecks dragged off the road where they died and where left to disintigrate in the remorseless sun. Clusters of houses, the upper stories unfinished in expectation of future prosperity.

My destination was Manolates, a village at the crest of one of the mouintains which plunge into the sea. The road up to Manolates was curvy, but the curves where sharp and the road was bad - being on an unfamiliar bike I took it easy. Judging by the shrines located all the way up, it would seem that the road was at least as dangerous as it looked, and after a few contemplative moments at one of these poignant monuments I continued snaking my way up through the Pine forests which cover the steep slopes of Northern Samos.

Reaching the summit, the fan kicked in, and I pulled over for a rest. Switching off the bike, the heat was tremendous, and the sound of cicadas and whispering pines immediately filled the silence. Sitting on a ledge overlooking the vibrant blue of the Mediteranean, with the trusty KLR ticking contentedly behind my back, rivulets of sweat tracing lines through the dust on my face, I was eminently happy.

Once up at Manolates, I met the rest of the family who had arrived in a hired minibus. After the obligatory sightseeing, a cold beer in a taverna under cool vines and shopping for postcards I finally got the go-ahead to hit the road again, agreeing to meet some hours later in the seaside resort of Kerveli, on the eastern coast of Samos, a stones throw from the coast of Turkey. Here we stopped for a lunch of octopus garnished with a touch of lemon, garlic and olive oil, supplemented with a cold, cold beer taken in a seaside taverna.

After lunch we spent the afternoon playing with the kids in the warm water of the straits, diving for hermite crabs and shells scattered on the shimmering white sands. The water, crystal clear and velvety against our skin made us feel like birds gliding through the air. Back on the beach we compared our finds, enticing the sea urchins to snap after titbits of seaweed, and occasionaly I would glance up at the KLR standing in the shade of an olive tree, and I swear I saw her wag her tail in anticipation.

Flushed by the sun we wandered hand in hand to the taverna for an ice cream and a liter of cold water, and stood under the vines chatting until the burning in our cheeks and noses subsided.

Later we went for a walk through whispering olive groves, turning dusty stones to flush out the chocolate-brown scorpins laying in wait under them. The occasional gust of warm air would rustle the olive trees, turning their leaves from dusty green to grey, bringing a delicious chill to our sweaty skin. With the sun low on the horizon, we wandered back to the parking lot, dazed and sleepy from the sun.

The road from Kerveli is narrow and windy, passing through dense plantations of olives and reeds, before bursting out into clearings affording glimpses of rose-pink mountains reflecting the late sun. The KLR thumped into Paleokastron, where lengthening shadows offered welcome coolness and the chance to buy a new supply of iced water.

From Paleokastron the road rose to meet the main road from Samos to Pythagorion, passing stone-hewn farmhouses nestling among the vines. With the cooling of the evening air, the chirping of cicadas increased, as they emerged from their heat-induced lethargy. Dips in the road held cooler air, and plunging into them was as refreshing as diving into a cold spring.

Approaching Pythagorion, evening-clad tourists made their way to the harbour, where lights where already twinkling along the promenade. Time for a quick trip to an archaological excavation on the outskirts of town, where I watched the sun set through the same arches as had those ancient Greeks before me.

After delivering the KLR back to a dozing clerk, I followed the beach back to the hotel, drowsy from the sun and good food, at peace with the world and my self.

The evening was spent on the terrace, recounting the days adventures over a bottle of ouzo, the kids playing with lizards on the cool stone floor under our table.

Much later we stumbled into our beds, crisp white sheets cool against our tingling skin, while the first rays of the sun stained the skies seashell-pink. As I drifted of to sleep, my last thought was: "Man, I really gotta learn to pull a long, lazy wheelie like that guy on the XT...."